For leden modtog jeg nedenstående historie, som tilsyneladende går på omgang forskellige steder på nettet. Den udtrykker jo tydeligvis et højreorienteret synspunkt i skattedebatten, men jeg synes den er rigtig god. Det kan selvfølgelig skyldes at jeg finder mest mening i den liberale politik.
Jeg er træt af folk som mener de har krav på både det ene og det andet. Først og fremmest vil de have et velfærdssystem så de aldrig ryger helt på røven. Det synes jeg i og for sig er fair nok, der bliver født børn i den her verden der ikke selv har bedt om at komme hertil, og som vokser op i et usselt miljø. Den slags mennesker skal vi ikke bare lade være overladt til sig selv.
Men forestil dig nu engang at vi kalder den nuværende situation for status quo. Hvordan kan man så sige at en skattelettelse ikke skal komme højindkomsterne til gode? Det er jo dem der betaler mest skat. Eller forestil dig at der manglede penge til vores velfærdssystem, hvordan kan man så argumentere for at det er de høje indkomster der skal betale den største del af de penge der mangler? Jeg synes det er ufatteligt dumt at forsøge at gøre krav på de penge, som de fleste mennesker har tjent på ærlig vis. De høje indkomster er jo ikke narkobaroner eller korrupte statsledere. Med internettet og det danske skolesystem er det så forbandet let at tilegne sig en viden man kan tjene penge på. Jeg har ikke en perfekte formular på hvordan de svageste i samfundet kan løfte sig, men efter min opfattelse er det det der skal til for at vi kan bevare det her velfærdssamfund.
Nok snak om mine politiske overbevisninger, læs historien nedenfor, som et perspektiv på den aktuelle skattedebat.
“Her er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.
De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.
Rod med rabatten:
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.
»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.
Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive:
De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner.
Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.
Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten.
»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«
»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«
»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«
»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«
De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.
Der mangler 520 kroner…..”