ArkivIkke kategoriseret

Lær at jonglere på en dag og få en større hjerne

Forleden sad jeg også Time Warp på Discovery Channel. Her filmede de en jonglør med højhastighedskamera, så man rigtig kunne se detaljerne i denne kunst. Det så faktisk ret skræmmende ud, for mens det boldene fløj om ørerne på ham, var hans blik helt stift. Ikke noget med at kigge på nogen af boldene, bare et helt og fuldstændigt stålfast blik. Ud over at kunne jonglere med utroligt mange bolde, var denne jonglør også i stand til at jonglere med tændte motorsave…

I programmet forklarede værten på et tidspunkt, at jonglering faktisk ikke bare er et party-trick, men også en måde at øge den fysiske mængde af hjerneceller på. Det er et tysk studie som har fundet frem til denne mærkværdige effekt. De opdelte en gruppe mennesker i to lige store gruppe, og scannede deres hjerner. Den ene gruppe lærte de at jonglere med 3 bolde. Efter 3 måneder viste gruppen, der kunne jonglere, en anatomisk forandring i hjernen. Deres hjerner var vokset med gennemsnitligt 3%! Eftersigende er studiet ret banebrydende, fordi man tidligere ikke har troet at hjernen var i stand til at vokse. Du kan læse mere om studiet på denne side (det er på engelsk): Juggling makes your brain bigger – New Study

Jeg har aldrig kunnet jonglere med 3 bolde, men jeg har heller aldrig sådan rigtig forsøgt at lære det. Lige præcis her, er jeg rigtig glad for internettet. Jeg gik nemlig bare hjem og søgte efter lær at jonglere, og fandt denne side: http://www.jugglingdb.com/compendium/startjuggling/learntojuggle.html?lang=da

I løbet af ganske kort tid fik jeg lært de forskellige trin, som den samlede teknik består af. Jeg øvede mig med 3 par sammenrullede strømper, for at undgå, at skulle jagte boldene overalt i lejligheden. I løbet af en 2-3 timer var det lykkedes mig at opnå 30 grebne bolde af én gang. Det var mit mål for den første dag. I dag er det dagen efter, og her er det lykkedes mig at gribe 100 bolde, selvom mit mål godt nok kun var 60 :)

Og hvad skal jeg så bruge det her jonglering til? Formentligt kommer jeg ikke til at bruge det til noget specifikt, der har med jonglering at gøre, men mon ikke jeg finder et eller andet at bruge de ekstra hjerneceller til ;)

Kommentarer (2)

Ny udbyder til bloggen

Det er over et år siden, at der er sket noget på min blog, og det er der flere gode forklaringer på. En af grundene er helt bestemt at det system, der understøttede min blog, simpelthen ikke var godt nok. Jeg har måttet indse at TYPO3 simpelthen ikke når WordPress til sokkeholderne, når det kommer til weblogs. At jeg så synes det er hjernedødt at anvende WordPress som et CMS, er en helt anden snak.

Nu er bloggen flyttet over på Mange Gode Blogs, som er understøttet af WordPress MU. Det betyder at min blog nu har alle de fordele, som der kommer med at have en WordPress blog. På TYPO3 blev jeg nødt til at lukke for kommentarer, fordi der simpelthen kom for meget spam. Det er ikke noget problem med WordPress, da det er let at installere et spamfilter, som ikke generer brugeren det fjerneste.

Jeg satser på at den nye platform kommer til at resultere i flere indlæg her på bloggen, og forhåbentligt også hyppigere end ét indlæg pr. år :)

Kommentarer

Nyt spil: Mario Kart Wii

Et af de første racerspil med våben, som jeg stiftede bekendtskab med, var Whacky Wheels. Her spillede man et dyr, som kørte gokart og skød med pindsvin, olie og andet godt. Spillet var til PC og var enormt underholdende. For nylig fandt jeg ud af at det faktisk er en PC-kopi af Mario Kart. Mit første Mario Kart spil var til Nintendo 64, og det gik der rigtig mange timer med.

For et par måneder siden opdagede jeg at de var begyndt at annoncere Mario Kart Wii. Jeg havde hørt meget om at Wii skulle være en sjov konsol, fordi der er indbygget et gyroskop i controlleren, så den kan registrere når du bevæger den. Det gik da hverken værre eller bedre end at sådan en måtte vi have herhjemme.

Noget af det jeg så mest frem til var at man nu kunne spille online. På Nintendo 64 var du begrænset til at kunne køre mod 3 af dine venner på samme tid. På Nintendo Wii kan man spille online, og derfor spille mod op til 11 af sine venner på samme tid, uanset hvor de befinder sig i verden. Jeg vil ikke gå i detaljer med alle dele af spillet, men her er lige nogle oplevelser med online-delen.

Når man starter online-delen op første gang får man tildelt 5.000 point i både “VS mode”, hvor man kører race og “Battle mode”, hvor man kører for enten at samle mønter eller smadre de andre. Princippet er simpelt. Når du klarer dig godt får du flere point, når du klarer dig dårligt bliver der taget af dine point. At klare sig godt er relativt. Hvis du spiller med en masse der har flere point end dig, så skal du virkelig klare dig dårligt for at få taget point, men modstanderne er tilsvarende sværere. Ligeledes skal der ikke ret meget til for at du mister point (endog rigtig mange point), hvis du har flere end dem du spiller med. Man kan maks få 9999 point. Når man forbinder til serveren bliver du typisk sat sammen med nogen der har ca. lige så mange point som dig, for at gøre spillet mere fair for alle.

Det der gør Mario Kart så godt – og samtidigt pisse frustrerende – er brugen af våben. Når man kører kan man samle forskellige ting op, som kan assistere i kampen om at nå førstepladsen:

  • Én eller tre svampe, som giver dig et boost i hastighed
  • En turbosvamp, der kan give dig adskillige boosts indenfor en tidsperiode
  • Ét eller tre grønne skjold, som kan skydes afsted i en lige linje
  • Ét eller tre røde skjold, som er målsøgende når de skydes fremad
  • Én eller tre bananer, som kan smides så andre kan glide i dem
  • En falsk opsamlingsboks, der fungerer som en stopklods
  • En bombe der laver en stor eksplosion
  • Et blåt skjold, der flyver op og rammer ham på førstepladsen
  • En sort kugle som flyver dig frem ad banen i høj hastighed
  • En svamp som gør dig stor, så du kører hurtigere og kan køre de andre spillere flade
  • En stjerne, der midlertidigt gør dig uovervindelig
  • En sky som truer med at lyne dig, så du bliver midlertidigt lille, men kun hvis du ikke får den afleveret til en anden kører ved at køre ind i denne
  • Et lyn som gør alle foran dig midlertidigt små
  • En “pow kasse” som får alle foran dig til at rotere så de mister deres nuværende våben (selve rotationen kan dog blokeres, og man mister ikke sit våben hvis man er i luften når den tager effekt).

Som du kan se er der proppet med elementer, der gør det til en udfordring at vinde, også selvom du har øvet dig rigtig meget. Disse våben indrager et element af held i spillet. Det er nemlig bygget sådan op at førstepladsen som regel kun får bananer, falske opsamlingsbokse og grønne og røde skjold. Lidt længere nede begynder de så at få svampe og blå skjold, mens det tungeste skyts er mest tilgængeligt for de der ligger længere nede i feltet.

De her våben bliver især irriterende på de meget nemme baner, for her ligger feltet som regel meget tæt. I går spillede jeg mod 11 andre på en af spillets letteste baner og havde ved hjælp af en turbosvamp kommet godt op foran hele feltet, hvorefter jeg kort inden mål bliver ramt af et blå skjold, efterfulgt af et rødt skjold, og vupti – på 5 sekunder kom jeg på sidstepladsen. Jeg var dog så heldig at fange mig en turbosvamp og komme op på fjerdepladsen inden mål og pointtabet blev derfor ikke så stort. Det er også enormt frustrerende når man kort inden mål bliver overhalet af flere fra feltet, fordi de var så heldige at samle svampe op kort inden mål.

Den sorte kugle er et kapitel for sig. Når man er i din sorte kugle er man helt beskyttet, og man skal ikke engang styre selv. Alt hvad den støder ind i bliver kastet til siden og stoppet. Som sådan synes jeg den sorte kugle er et nødvendigt element i spillet, for når det er de dårligste der får kuglen kommer de godt op i feltet, for derefter af sig selv tabe terræn igen. Når de bedste får kuglen er det som regel fordi de har været uheldige med at blive skudt og skubbet af de andre og derfor bliver kuglen en tiltrængt hjælp til at komme op og konkurrere med toppen igen. Det er dog knap så fedt når feltet ligger meget tæt, og kuglen “bærer” en anden kører i mål… Det er næsten lige så surt som at blive skudt af et blåt skjold lige inden mål, når man har lagt i spidsen gennem hele løbet.

Alt i alt er Mario Kart Wii et meget underholdende spil! Der er mange flere facetter til spillet end hvad jeg har beskrevet her, f.eks.: genveje i banerne, forskellige køretøjer, forskellige karakterer, muligheden for at vinde stjerner som man kan vise frem online, osv.

Et lille tip til alle der begynder på Mario Kart Wii. Du undrer dig sikkert over hvorfor de andre spillere får boost i starten, på den ene eller den anden måde. I manualen står der at man kan få boost, hvis man starter accelerationen på det helt rigtige tidspunkt. Her får du lige et tip til hvornår det rigtige tidspunkt er. Lige når banen starter bliver der talt ned fra 3, for hvert tal kommer der et højt biiip, samtidig med at en padde på en sky vinker med armen. Vent med at holde accelerationsknappen i bund til der har lydt 2 bip og den lille fyr på skyen har armen helt i vejret. Altså: biiip, biiip, (arm i vejret) NU! Så burde det ikke være noget problem at få fart på.
Du kan også få ekstra fart på ved at køre lige bag ved en modspiller, det kaldes drafting. Du skal drafte i lidt tid for at få et boost. Du kan se at du drafter ved at der kommer sådan nogle små antydninger på skærmen og din karakter begynder at sige lyde. Når du har holdt dig lige bagved et stykke tid, så får du pludselig meget fart på, og det er som om der er et luftskjold foran dig. En lille advarsel: Det er dumt at køre lige bag ved nogen når de lige har samlet våben op, det er den sikre vej til at blive ramt.

Kommentarer (3)

Sådan vinder (læs taber) man på rouletten

Tidligere i dag kom jeg til at tænke på det at spille på roulette. Jeg havde hørt om en der havde tabt nogle penge, og havde foreslået at han bare skulle satse det samme beløb som han havde tabt og blive ved med at gøre det til han vandt. Han skulle selvfølgelig satse på enten rød eller sort. Hvad betyder det så? Jo hvis du satser 10 kroner, og du taber, så skal du satse 20. Herefter forsætter rækken: 40, 80, 160, 320, 640, 1280… Det tager altså hurtig fart.

Men der er jo også nogle sandsynligheder i de her. Jeg lavede derfor en makro i Excel der kunne simulere satsninger af denne type på rouletten. For at forsimple det gav jeg rød og sort hver 50% chance (jeg er godt klar over at tilstedeværelsen af den grønne gør dette forkert, men det er ikke nogen stor fejl). Med disse sandsynligheder vil der kun være en risiko på 0,58 for at du skal op og smide 1.280 kroner. (Du vil i dette tilfælde have 2.550 ude og svømme, fordi du i forvejen har tabt 1.270). Hver gang du vinder så vinder du 10 kr. Og det gælder uanset hvor mange gange du er nødt til at spille for at vinde.

Jeg fandt så ud af at man kunne spille online roulette for helt ned til 10 cent (0,1€). Jeg gik derfor i gang med at spille og da jeg kun startede med at spille for 100 kr. blev der hurtigt brug for flere for at holde gang i spillet. Jeg smed derfor 500 ekstra ind for at kunne komme op og betale når jeg var virkelig uheldig. Det var meget langtrukkent, men jeg vandt stille og roligt flere penge. Da jeg havde en gevinst på 250 var det spisetid, og jeg lukkede derfor.

Jeg vendte tilbage efter spisetid og spillede, denne gang nåede jeg dog ikke at spille ret længe før det utænkelige skete. Jeg tabte hele svineriet efter at have satset konstant på rød 10 gange, mens det var blevet sort. Det er pænt uheldigt eftersom sandsynligheden for at det ville ske var 0,510 = 0,000977 altså omkring 8 ud af 10.000 gange. Her er en lille tabel til at illustrere systemet:

gang beløb tab ssh
1 0,75 0,75 0,5
2 1,5 2,25 0,25
3 3 5,25 0,125
4 6 11,25 0,0625
5 12 23,25 0,03125
6 24 47,25 0,015625
7 48 95,25 0,007813
8 96 191,25 0,003906
9 192 383,25 0,001953
10 384 767,25 0,000977
11 768 1535,25 0,000488
12 1536 3071,25 0,000244
13 3072 6143,25 0,000122
14 6144 12287,25 6,1E-05
15 12288 24575,25 3,05E-05
16 24576 49151,25 1,53E-05
17 49152 98303,25 7,63E-06
18 98304 196607,3 3,81E-06
19 196608 393215,3 1,91E-06
20 393216 786431,3 9,54E-07

Det er en slags omvendt lotto. Hvis du smider rigtig mange penge ind er din sandsynlighed for at tabe ikke ret stor, men systemet sørger også for at hvis du nu er virkelig virkelig uheldig så mister du det hele. Hvis du vil spille efter det her system så sørg lige for at fastsætte et beløb du vil vinde hvorefter du stopper, og som du kan se så skal der nok smides en del penge ind hvis du skal have sandsynlighederne med dig. Lad os sige du smider 1.535 kroner ind, så vil du tabe dine penge i 4 ud af 10.000 spil. Lad os sige du når at spille 5.000 spil og vinder de 1.000 af dem, så har du tjent 0,75 * 1.000 = 750. Det er vel ikke helt dumt? Men til gengæld har du tabt det hele, hvis du ikke når at spille 5.000 spil inden du havner i dette problem.

Jeg ved godt hvad der skal til for at jeg vinder det tabte hjem igen, jeg satser det tabte på rød, fordobler hvis jeg taber, fordobler hvis jeg taber, osv. MEN som du kan se af tabellen, så er jeg hurtigt oppe og spille om 12.000 kroner og det er jeg ikke sikker på jeg har lyst til at tabe :)

Mit forslag der derfor som følger, du finder en side der giver en god bonus, så indsætter du sådan at bonus + indsat beløb er 1.500, du tjener de 750 og donerer din bonus til mig. Så har du betalt mig for at lære dig systemet, og jeg har vundet noget af det tabte tilbage igen.

Lad mig lige understrege at når du taber er det ikke nødvendigt at satse på samme farve igen! Du kan vælge mellem rød og sort så tosset du vil, det vigtige er at du satser samme beløb som du samlet har tabt!

Kommentarer

1 mod 100: Så følg dog panelet!

For de, der aldrig har så meget som overvejet at se programmet, så kan jeg lige ridse reglerne op:
Der er 101 deltagere i starten, 100 i panelet og 1 som vælger pengene eller panelet. I hver runde får deltageren valget mellem to kategorier, hvorefter han får stillet et spørgsmål i den kategori han vælger og tre svarmuligheder. Panelet har så 6 sekunder til at svare, og derefter kan deltageren svare selv eller få hjælp af panelet. For hver paneldeltager der ryger ud, får han et pengebeløb; et beløb der stiger hver runde. Hvis han på et tidspunkt svarer forkert, så får de resterende medlemmer af panelet pengene, han kan også vælge at tage pengene på nogle forskellige tidspunkter (men aldrig efter han har hørt et spørgsmål). Slår han alle 100 medlemmer af panelet ud, så får han 2 millioner kroner.

I programmet er der selvfølgelig også livliner, der er som følger:
“Følg panelet”: Når deltageren vælger at følge panelet svarer han automatisk det samme som flertallet af panelet.
“Tjek panelet”: Når deltageren vælger at tjekke panelet kan han se hvor mange der har svaret den mulighed han vælger at tjekke, og han kan derefter snakke med én af dem.
“Spørg panelet”: Når deltageren vælger at spørge panelet udvælges der blandt panelets medlemmer tilfældigt én der har svaret rigtigt og én der har svaret forkert. Det betyder altså at deltageren får udelukket en svarmulighed gratis, samtidig med at han må snakke med de to der er udvalgt.

Min personlige vurdering er at ovenstående rækkefølge også betegner værdien af livlinerne. Til trods for det er der imponerende mange mennesker, der ikke har tillid til at flertallet svarer rigtigt. Det kan godt være det bare er mig, men jeg synes det er indlysende at vælge “Følg panelet” første gang du bliver i tvivl, i stedet for at antage at hvad du ikke ved, det ved de andre heller ikke. “Følg panelet” bliver en absolut nytteløs livline når du kommer længere hen i spillet, fordi antallet af paneldeltagere bliver reduceret drastisk og derfor stiger sandsynligheden for at flertallet ikke ved det. Endnu har jeg ikke set en situation hvor “Følg panelet” har fejlet, men jeg har heller ikke set den blive brugt sent i spillet.

I den forrige udsendelse var der en pige, som – relativt tidligt i spillet – blev spurgt noget i retningen af “Hvad er tofu”. Hun kunne som altid svare A, B og C. Det rigtige svar var et eller andet med Soya bønner. Den havde hun dog på forhånd sagt “at hun ikke kunne forestille sig”. Da hun er i tvivl vælger hun at bruge en livline, nemlig “tjek panelet”. Der er kun 5 (fem!) der har valgt at svare den mulighed som hun tror (på det tidspunkt måske 10% af panelet), hun snakker med en deltager, som siger at hun ligesom hende heller ikke kunne forestille sig at det var Soya bønner, men at hun absolut ikke var sikker. Efter hun havde valgt at svare den mulighed som ikke var Soya bønner, og som hun havde set at hun 5 personer havde svaret, så siger værten (Peter Schmeichel) noget i retningen af “Du vælger altså at svare … selvom kun 5 af panelets medlemmer har svaret det samme”, hvorefter hun tager sig til hovedet og siger “Ej, hvad laver jeg”. Det var lige præcis det samme jeg tænkte, da hun valgte at tjekke panelet i stedet for bare at følge det. Jeg det langt stærkere da hun så vælger at ignorere det faktum at kun 5 personer har valgt det svar. Samtidig med at hende hun snakker med siger at hun ikke kan “forestille sig” at det var Soya bønner, men at hun “tror” det er noget andet.

Sandsynligheden for at du læser den her blog OG på et tidspunkt i dit liv skal deltage i 1 mod 100 er nok meget meget lille, men hvis på et tidspunkt kender en der skal derind, så bed dem for guds skyld om at have lidt blind tillid til panelet og vælge at følge det, hvis det er tidligt i spillet.

Kommentarer

Næste » · « Tidligere